Saunagus i Ålsgårde-Hellebæk Havbad

Kære medlemmer

Vi glæder os til at guse for jer.
​Men husk at gus udelukkende er for medlemmer og er på eget ansvar. Spørg din gusmester, hvis du er i tvivl, om du kan tåle det.

Der er gus hver torsdag. Hold øje med foreningens eventkalender her på siden.

'Almindelig torsdagsgus' går torsdag fra 19:00-20:00. Gusen består af 3 runder og koster 90 kr.
 
'Semitemagus' ligger den 1. torsdag i hver måned fra 19:00-20:30. Denne gus består af 4 runder og koster 150 kr. 

Derudover vil der være et begrænset antal 'Temagus'. De udmærker sig ved, at vare ca. 2 timer (19:00-21:00) og give en følelse af gå lidt dybere. Der tilbydes forskellige  temagus (bodyscrub, diverse forplejning etc) og prisen er 225 kr.
 
Fortæl os hvis du er 'ny' til saunagus. Vi vil elske at introducere dig til denne velvære- og afspændingsteknik. Vi kan dog ikke tage ansvar for, om du bliver afhængig.
​
HVAD ER SAUNAGUS?
Saunagus er en sanseoplevelse samt en velvære- og afspændingsteknik, hvor der hældes vand blandet med rene æteriske olier på de glohede saunasten. Gusmesteren fordeler herefter dampen/gusen i saunaen ved hjælp af håndklæder og/eller vifter.
Der er forskellige gusmestre og oplevelsen af gus vil derfor være forskellig fra gang til gang. Den kan være med blid eller med lidt mere intens varme. Den kan være med eller uden musik. Nogle gus foregår i stilhed, andre med snak. Gusmesteren vil selvfølgelig informere om gusen foregår i stilhed, eller om der kan forventes hyggelig, pludrende snak.
En gusaften varer cirka 1 time og består af 3 gus, som hver varer ca. 10-12 minutter. Mellem hver gus er der tid til at blive kølet ned med et dejligt havbad i Øresund.

PRAKTISK INFO

  • Hvis du er ny til gus, så sig det når du ankommer. Så forklarer vi, hvordan det foregår.

  • Kom i god tid så der er tid til et havdyp eller et brusebad inden gusen starter.

  • Drik rigeligt med vand både før, under og efter gusen

  • Medbring altid håndklæde til at sidde på i saunaen plus selvfølgelig et til efter havdyp. Medbring også en flaske med drikkevand.

  • Mærk efter at du er veltilpas. Bliver det for varmt er det muligt at rykke ned på nederste bænk eller forlade saunaen. Af hensyn til de øvrige deltagere ventes til næste gus før deltagelse igen.

  • Er gusen startet ventes med deltagelse til næste gus af hensyn til igangværende gus.

  • Nyd det – Vi har det skønt, dejligt og ofte sjovt!


TEMAGUS
I løbet af sæsonen vil vi arrangere forskellige temagus-aftener.
De særlige temaaftener står i vores eventkalender.
På disse aftener er der valgt et gennemgående tema for de saunagus, der bliver lavet. Alle sanser vil blive stimuleret med henblik på at skabe en helhedsoplevelse.
Vi GLÆDER os til at give jer mange dejlige saunagus oplevelser!

​Kærlig hilsen
ÅH Havbads Gusmester


​GUSMESTER

​Ditte Marie Kjærgaard
Gus er for mig en fantastisk måde at styrke kredsløb og immunforsvar. Når man sammen med de rene æteriske olier, varierer mellem varme og kulde, renser og åbner det luftvejene, samtidig med at man får sat gang i kroppens naturlige udrensningsproces. 
Man siger om gus, at det;
fremmer blodcirkulationen, fugter huden, lindrer gigtsmerter, forhindrer og reducerer rynker samt giver en øget forbedring af inflammation.

I løbet af gusen fortæller jeg lidt om olierne, og hvordan de har været brugt igennem tiden. Lidt om hjernen og hvordan dufte påvirker os mentalt. 

Deltagelse i saunagus

​​Tider:
Tider: der er almindelig saunagus hver torsdag fra kl 19:00-20:00, semitemagus 1. torsdag i måneden fra kl 19:00-20:30 og temagus en gang månedligt - også en torsdag - fra kl 19:00-21:00.

Saunagusmesteren har valgt at tilknytte sig vor forening, på selvstændig basis.

Betalingen skal ske direkte til gusmesteren via MobilePay på 8391MY.

Tilmelding:

Foregår via app'en eller her på siden i kalenderen. Du kan maksimalt tilmelde dig gus en måned før aktiviteten.

Hvis der er fuldt, står du på ventelisten og vil automatisk komme på holdet, hvis der bliver plads.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til gusmester Ditte på telefon 28 77 81 79.
​
Der er plads til 13 deltagere pr. gus.